Lyst til at møde forfatteren?

Dorthe Chakravarty 11. oktober 2016

Så er der nyt om mødet den 11. oktober. Vi får besøg af Dorthe Chakravarty, der vil fortælle om sin bog:  Jo – Carlsbergfruen, der gik sine egne veje. Et portræt af Jo Jacobsen.

Om forfatteren:

Dorthe skriver selv på sin hjemmeside:
Jeg er freelance historiker og journalist. I mange år arbejdede jeg i musikbranchen, blandt andet som pressechef for pladeselskabet Universal.

Da jeg var i midten af 20’erne begyndte jeg at læse historie, og blev cand.mag. i historie og dansk. Derefter fulgte syv år som vært og tilrettelægger af DR/P1s ugentlige historieprogram Alle Tiders Historie.

De sidste tre år har jeg arbejdet freelance, og blandt andet skrevet bogen Tjenestepigerne – 100 års historie om stemmeret og ligestilling for fagforeningen FOA.

Jeg har været vært på en TV-serie om madhistorie (blev sendt julen 2014 på DR-K) og skriver løbende for DRs historie-hjemmeside om alt fra slagmarker til kunsthistorie. Ind imellem laver jeg indslag til Natursyn på P1.

I år udkom min fjerde bog. Den hedder Jo – bryggerfruen der gik sine egne veje. Et portræt af Jo Jacobsen (Gyldendal).

Netop nu arbejder jeg på en biografi og en madhistorisk bog. Jeg er censor på historie, og har undervist på Københavns Universitet i kreativ skrivning for akademikere og holdt workshops for Magistrenes A-Kasse om sociale medier og personlig branding.

Du kan læse mere på www.dorthechakravarty.dk

Om Jo Jacobsen:

Jo Jacobsen blev indlemmet i en af landets rigeste familier, da hun i 1906 giftede sig med Carlsberg-arvingen Vagn Jacobsen, selvom det egentlig var hans far, Carl, som havde et godt øje til hende og omvendt.

Ægteskabet blev da også alt andet end fredfyldt, for den unge bryggerfrue var stærkt præget af tidsånden og gik ind i kvindekampen, kæmpede for kvinders ret til fri abort, agiterede ivrigt for seksualoplysning, var forfatter og blev en af landets første psykoanalytikere.

På det tidspunkt var hun for længst blevet skilt igen og havde udleveret sin tidligere svigerfamilie i en række skandaløse nøgleromaner.

Køb billet – kun for medlemmer

Der åbnes for salg af billet den 11. september kl. 16:00

Købe billet her